Hvor mange gange kan et menneske blive til en sommerfugl?

En larve kan kun blive til en sommerfugl én gang.

Da jeg var barn, var jeg så bange for mørket, fordi der var så meget i det mørke, som jeg ikke vidste hvad var og jeg blev så bange for det.

Når jeg kom ind i vores opgang og skulle op til vores lejlighed på første sal, så var jeg skrækslagen. For der var altid nogen i den opgang og uanset hvor hurtigt jeg sprang op ad den trappe, så var de altid lige bag mig. Puh det var væmmeligt.

Inde i soveværelset var der væsner. Jeg kunne aldrig sove. Når jeg endelig var ved at falde hen, oplevede jeg at alt forsvandt. Væggene, loftet, gulvet gled ligesom væk og forsvandt, så jeg hang i ingenting. Gjorde mig utryg. Jeg drømte ofte om en underlig spiral, jeg død og pine skulle holde lige og rund og det var nærmest umuligt. Bedst som den lige var ved at være der, gled den i stykker igen eller uglede og krøllede. Og så var der væsnerne under min seng. De kom op og kiggede på mig. Jeg var så bange for dem.

Jeg elskede at læse. Jeg kunne læse i timevis som barn. Drømmeverden på drømmeverden. Finde en krog og læse, læse, læse. Uanset hvad det var. Bare jeg kunne læse noget fiktion. Jeg kunne også fantasere mig væk i alverdens verdener. Hvor jeg altid var en heks eller en dronning eller medicinkvinde. Jeg var altid sådan én der kunne noget med dyr. Men i min fysiske verden var der ikke meget plads til dyr. Jeg boede på Vesterbro i København. Jeg husker min længsel efter at komme væk derfra. Væk – ud hvor der var luft og natur.

Så blev jeg ung. Ung og usikker. Var jeg nu god nok, smuk nok, klog nok. Jeg følte mig altid så klodset og akavet. Jeg prøvede at passe ind, men følte mig altid anderledes. Forkert. Lidt mærkelig. Mine venner kunne jeg ofte læse. Vidste hvad de ville sige, vidste når de løj, vidste når de havde talt med andre om mig. Selv om jeg faktisk var ret populær, så var jeg altid ensom.

Så kom tiden med alkohol og hash. For ligesom at være med i en vennefamillie, måtte jeg passe ind. Så jeg drak øl og røg hash, og lavede mange underlige ting. Gik til sidst helt ned. Min familie reddede mig og fik mig på højkant igen. Langsom fik jeg arbejdet mig ud af min gæld og kom videre.

Så kom tiden hvor jeg fik barn og blev gift. Den åndelige verden bankede voldsomt på. Jeg læste om ufoer og astrologi og pyramider og antropologi og historie, alt imens jeg i et væk så spøgelser og ånder og ikke anede, hvordan jeg skulle håndtere det. For dengang kunne man ikke google noget som helst. Jeg fandt aldrig nogen der kunne hjælpe mig og jeg var bange for at gå ind i det. Jeg havde klarsyn om fremtidige hændelser og så djævle. Jeg forsøgte til sidst af al magt at lukke ned for det. Og det lykkedes til en vis grad.

Så kom tiden med min astrolog ven. Ham havde jeg mange sjove oplevelser med. Og mødte utrolig mange ”alternative” spændende mennesker. Jeg dyrkede naturligvis astrologi rigtig meget i denne periode. Især øjebliksastrologi var sjov. Og tarot kort hyggede jeg mig med.

Så kom en lang forvirret periode som alenemor, hvor jeg endte med at få en depression og var sygemeldt i 2 år. Godt bedøvet med beroligende piller og sovemedicin og lykkepiller. Men jeg kom igen.

Så mødte jeg Ole. Begge ben på jorden-Ole. Alt blev fysisk og jordbundet og endnu engang fik jeg elimineret min gæld. Tiden gik og jeg var glad og arbejde hårdt. Vi avlede store, smukke frieserheste. Vi flyttede på landet. Ah alt hvad jeg kunne ønske mig. Men så begyndte min åndelighed at stikke næsen frem igen.

Jeg var ved at blive skør af de spørgsmål der hele tiden dukkede op i mit indre. Og til sidst begyndte jeg at søge via facebook. Så fandt jeg frem til andre ”mærkelige mennesker”. Og så startede det hele igen. Nu har jeg taget Reiki 1 og Reiki 2 og skal snart på Reiki 3. Jeg kan mærke hvordan det hele stille og roligt kommer tilbage. Men nu har jeg endelig nogen andre mennesker at sparre med. Det er så vigtigt for mig at have det.

Jeg hører af og til folk sige, at de synes, det er noget underligt noget, at man skal gå på kurser og skoler for at lære noget, man dybest set kan i forvejen. Men jeg tror nu ikke, de tænker på, at det godt kan være svært at finde vejen selv. Også selv om man kan. Det er rigtigt, at nogen selv finder ud af det hele. Sådan er det jo også med musik. Nogen kan alt selv. De behøver aldrig lære noget, for de kan det hele. Men mange har stort udbytte af, at lære nogle redskaber at kende og at få undervisning af nogen, som kan noget de aldrig selv ville have fundet på. Sådan tror jeg også det er med healing og clairvoyance og hvad det nu ellers kan være.

Jeg føler mig lidt som en sommerfugl – der endnu engang skal brede sine vinger ud. Jeg tror at denne gang bliver den smukkeste gang.

sommerfugl gazhelle